
Heden, mennesket og biodiversiteten
Vedligeholdelse af heden & naturpleje
Heden er et menneskeskabt kulturlandskab, skabt af mennesker og dyr, gennem tusinde års drift. Det er derfor i dag vigtigt både at formidle forståelsen af dette åbne landskab, samt holde heden ved lige.
Metoden er afgræsning og hedeafbrænding.
Afbrænding og afgræsning er en gammel kundskab, man har brugt i mange mange år. Dette vedligeholder og bevarer heden, som et rigt varieret landskab med en høj biologisk mangfoldighed.
Ønsker du at prøve livet som Hyrde?
Vores hyrde Lise Hovesen tilbyder at man kan komme med ud på heden en hel dag og lære om samspillet mellem dyrene og naturen. Find hende på instagram: Nomadicshepherdschool
Hedeafbrænding
Kontrolleret hedeafbrænding er et håndværk, man kan indøve under grundig vejledning. Det er en dejlig opgave at være fælles om, og resultatet bliver smuk ung lyng på heden.
Når lyngen er 20 - 25 år gammel mister den sin livskraft og dør. Dermed kommer andre planter, såsom græsser, revling, asp, birk og fyrretræer til at dominere. Når vi afbrænder fornyes hede vegetationen.
Man brænder små felter af ad gangen, og skaber dermed ny variation. Ny lyng begynder at spire, både fra roden, men også som frø. Når der brændes af er det kun det øverste lag der afbrændes. Derved fjernes det døde lyng. Afbrændingen virker kraftigt, som et chok, på de rødder der er levende, hvorefter de skynder sig at spire for at overleve.
Dødt græs fjernes, revlingen svækkes. Efter et til to år kommer der på ny smuk blomstrende lyng, som bl.a. bierne nyder godt af, til at skabe den dejlige lynghonning. Landskabet genskabes.
Heden må afbrændes indtil 1. april. Hvis vejret er godt kan man starte allerede i februar måned.
Foto: Lene Fuglsbjerg
Afgræsning
Fårene giver autentisk hede pleje og øger artsrigdommen på hederne.
De spiser primært græsserne på heden. Er der meget græs, sættes der mange får ud.
Fårene flyttes rundt af fårehyrden. Derved kan man styre og kontrollere afgræsningen.
Når fårene går rundt på heden og skraber i jorden, er de med til at skabe et "frøbed". En åbning hvor lyng frøet får plads til at spire og rodfæste sig.
Foto: Lene Fuglsbjerg

“Heden og mennesket hænger sammen, det er i samspillet mellem menneske, natur og organismer at biodiversiteten opstår.”
— Berit Kiilerich.